Jeg arbejder med de psykologiske problematikker og udfordringer, som mange rammes af i det moderne samfund. Fra angst, stress og depression til selvværdsproblematikker. Fra sorg og kriser til prioriteringer og store livsbeslutninger. Og fra afhængighed til ændring af livsstil.
Ofte kan man ikke umiddelbart genkende sig selv i én enkelt afgrænset kategori. Så kontakt mig gerne med et par ord om din aktuelle situation, så vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe. Jeg ved, at en tidlig indsats tæller. Jo før terapien kommer i gang, desto nemmere er det at begrænse problemerne, og desto hurtigere opnås bedring og trivsel.
Jeg arbejder ud fra en oplevelsesorienteret metode, der har sine rødder i dialektikken og eksistentialismen. Det betyder i praksis en metode som bygger på, at det enkelte menneskes virkelighed kun kan mødes og forstås ud fra sin egen unikke oplevelse: I forhold til sine medmennesker, til sig selv og sin identitetsudvikling set i lyset af frihed, valg og ansvar.
Samtalen vil altid tage afsæt i konkrete eksempler fra dit liv ud fra en forståelse af, at vi lærer vores virkelighed at kende ved at sætte ord på den. Herfra bliver det muligt at forholde sig til den, gøre sig fri af uønskede mønstre og forsvarsstrategier og opdage, hvem vi er og hvordan vi ønsker at være i livet.
Jeg har en 4-årig uddannelse som gestaltterapeut samt efteruddannelse indenfor EFT (Emotions Fokuseret Terapi) samt relationskompetence. Jeg er medlem af Psykoterapeutforeningen (MPF). Jeg har siden 2009 arbejdet med psykologi i såvel private-, gruppe- og erhvervsmæssige sammenhænge.
Jeg tilbyder individuelle terapeutiske forløb og parterapi.
Jeg udbyder løbende forskellige gruppetilbud samt åbne kurser og workshops for par. Åbne workshops og kurser annonceres på Face Book, Instagram og Dansk Parterapeutisk Institut. Et gruppeforløb har naturligvis en anden form og ramme end individuel terapi, og forløbet vil være mindre fokuseret på den enkelte klient eller par og deres specifikke problematik. Omvendt rummer gruppeforløbet to klare fordele: Det er økonomisk mere overkommeligt for den enkelte og giver mulighed for at møde og lære fra andre med samme udfordringer.